Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Femte bind:
Profeten Jeremias bogs Indledning
Jeremias var en Præstesøn fra Anathoth i Benjamins Land. Hans Fader hed Hilkia. Hans Profetgerning begyndte i Kong Josias’s trettende Regeringsaar. henved Aar 628 f. Kr. Hans Virketid var ligesom Esajas’s lang. Den strakte sig for det første gennem Kong Josias’s Regeringstid, dernæst gennem Kong Joakas's Regeringstid (3 Maaneder), Kong Jojakims (11 Aar), Kong Jojakins (3 Maaneder) og endelig gennem Kong Zedekias’s Regering (11 Aar) indtil Jerusalems Ødelæggelse i Aaret 588. Dette blev ialt 40 Aar. Men ogsaa efter Jerusalems Ødelæggelse blev han hos det stakkels elendige Folk og fulgte omsider med dem til Ægypten, hvor han endnu levede Aar 580 f. Kr. Ialt bliver det altsaa henimod 50 Aar.
Der er med Rette bleven sagt, at Jeremias maatte lide mere end nogen anden Profet. Hans Gerning var saare vemodsfuld, idet den væsentlig bestod i at skulle forkynde Dommen over det usle Folk. Under Josias’s to nærmeste Formænd, Manasse og Amon, havde Afguderiet ganske faaet Overhaand i Juda Rige. De, som ikke vilde følge Strømmen, blev blodigt forfulgte, saa Vredens Maal snart var fyldt. Vel gjorde den alvorligt troende Kong Josias et nidkært Forsøg paa at føre Folket tilbage til Herren, men det lykkedes ham kun i det ydre. De vantro foragtede Guds Ord som tom Tale, og de troendes Tal var kun saare ringe. Profeten støttede Kongen af al sin Magt ved sit indtrængende Kald til Omvendelse, men han lod sig ikke blænde af det ydre Gudsfrygts Skin, som en Del af Folket tog paa sig blot for at behage Kong Josias.
Dommen blev for Josias’s Skyld opsat, men efter hans Død brød Afguderiet igen frem i fuld Kraft, og nu kom Guds Straffedomme Slag i Slag over Juda. Først faldt de i Ægypternes, saa i Kaldæernes Haand, og da Zedekias’, der af Nebukadnezar var bleven indsat til Underkonge, brød sin Troskabsed og gjorde Oprør, blev Jerusalem tilsidst ødelagt, og næsten alle Indbyggerne bortførtes til Babel.
Der gik i denne Judarigets sidste Tid en Slags patriotisk Strømning gennem Folket. Jøderne vilde forsvare sig til det yderste, men de vilde ikke gøre det ved Herren men paa verdslig Vis, ved verdslig Statskløgt, idet de søgte at balancere mellem de to Stormagter, Kaldæerne og Ægypsten. Deres Færd blev derfor i Virkeligheden et fuldstændigt Frafald fra Herren.
De falske Profeter fulgte med Strømmen, men Jeremias kunde ikke andet end formane Folket til at opgive Haabet om Oprejsning ad den Vej og ydmyge sig under Guds vældige Haand. Hele hans Virksomhed blev derfor en stadig Kamp imod den herskende Stemning, hvorfor han maatte lide megen Forfølgelse og Bagtalelse.
Saa kom jo Dommen, Templet sank i Grus, Jerusalem blev en Ruin. De faa tilbageblevne Jøder fik Lov til at bo i Juda under en Statholder, Gedalia, og Jeremias, der elskede sit stakkels Folk med en usigelig Kærlighed, blev hos dem. Da Gedalia kort efter blev myrdet, flygtede Resten af Folket til Ægypten, og Jeremias fulgte med. Med Hensyn til hans Død fortæller de gamle Kirkefædre, at han skulde være bleven stenet af Jøderne ved Tachpanches og være bleven begravet der, hvor det nuvsærende Kairo ligger. Jøderne derimod fortæller, at han, da Nebukadnezar erobrede Ægypten, af ham skulde være bleven ført til Babylon og være død der.
Medens Jeremias hele sit Liv igennem maatte bære Forsmædelse for Herrens Skyld, blev han efter sin Død saare æret af Jøderne, idet hans Spaadomme saa nøjagtigt gik i Opfyldelse, særlig Spaadommen om de halvfjerdsindstyve Aar i Fangenskab. Den Tanke opkom blandt Jøderne, at Jeremias vilde komme igen, før Messias skulde aabenbares. Derfor var det ogsaa, at Herrens Apostle, da Jesus spurgte dem: "Hvem sige Menneskene mig, Menneskens Søn, at være?" kunde svare, at der ogsaa var dem, der ansaa ham for den opstandne Jeremias (Matth. 16, 14).
Ogsaa af 2.Makkabæernes Bog 15,12 ses Jeremias at have haft en høj Plads i Jødernes Bevidsthed. Det gik, som Herren sagde til Jøderne: de byggede Profeternes Grave, men naar de havde dem iblandt sig, slog de dem ihjel.
En Smerternes Mand, det er det Billede, vor Bibel giver os af Profeten Jeremias. Derfor er det ogsaa med Rette bleven sagt, at der neppe er nogen af de gammeltestamentlige Skikkelser, der minder saa meget om Frelseren som Jeremias.
Vi har to Skrifter af Profeten Jeremias, nemlig denne hans profetiske Bog og dernæst Jeremias’s Begrædelsers Bog (Klagesange).
Hovedindholdet af Jeremias’s Profeti er, som før nævnt, en Forkyndelse af den uafvendelige Dom og en inderlig Formaning til Folket om dog at omvsende sig til Herren, for at der igen en Gang idet fjerne kunde blive en Fremtid og et Haab for dem.
|