Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Femte bind:
Profeten Amos's bogs Indledning
Profeten Amos, hvis Navn betyder "Byrde", var egentlig en Hyrde fra Thekoa, en By et Par Mil syd for Bethlehem op imod Judas Ørk. Skønt han altsaa var fra Juda, faldt hans profetiske Virksomhed dog i Israels Rige under Kong Jeroboam den Anden, medens Ussias var Konge i Juda. Tidspunktet for hans profetiske Virksomhed bliver da mellem Aar 809 og 788.
At Herren udvalgte en slet og ret Hyrde viser os, at der for Gud ingen Personsanseelse er. Herren kan bruge de ulærde, om han vil, lige saavel som de lærde. Det kommer an paa Aandens Gave, og hvad hjælper al mulig teologisk Lærdom, naar Helligaandens Gave og det himmelske Kald mangler. Amos er et Vidnesbyrd om, at Herren ogsaa kan bruge Lægfolk i sin Tjeneste til sit Riges Prædiken. Der bliver ofte ogsaa i vore Dage gjort Indsigelse imod Lægmandsvidnesbyrdet, som var det kun Præsterne, der forstod at prædike. Imod dette er at bemærke, at det jo var Fiskere for en stor Del, som Herren kaldte til sine Apostle, ligesom han altsaa her kaldte en Faarehyrde til Profets embedet, til Stadfæstelse paa, at Herren udvælger "det for Verden daarlige for at beskæmme de vise" (1.Kor.1,27). Dermed er ingenlunde sagt noget imod den teologiske Lærdom og Uddannelse; naar blot den bæres og levendegøres af Guds hellige Aand, da maa det siges at være en stor Vinding at have faaet den bedst mulige Uddannelse.
Amos viser sig i sin Profeti at være saare fortrolig med Guds hellige Lov. Han har været en troende Mand med stor Bibelkundskab. Herren selv tog ham fra Hjorden, som han selv siger Kap.7,15, og sagde til ham: "Gaa hen, vær Profet for mit Folk Israel."
Amos’s Profeti svarer til hans Navn. Det var tunge Ord, Ord fulde af Tugt og Dom fra Gud, som Herren gav ham at forkynde. Luther siger om Amos, at ingen Profet synes at have saa faa Trøsteord i Forhold til de mange Tugteord som Amos. Men Herren havde kaldet ham til at være Bodsprædikant, han skulde prædike strengt, saa Hjerterne kunde komme til at bæve for Synden og dens Følger. Israels Rige var den Gang naaet op paa Toppunktet af Magt og Rigdom, Selvsikkerhed og Vellevned, saa der trængtes til en Røst, der kunde lade Svøben falde tungt paa de sovende, forhærdede Samvittigheder. Det var just den dybe Kærlighed til det elendige Folks Sjælefrelse, der sendte dem en Mand som Amos med det tunge Ord, som ikke saaledes var til at ryste af sig.
Amos begynder sin Bog (Kap.1, 3 og til 2, 5) med en Forudsigelse af Straffen, der skulde komme over syv Nabofolk, blandt hvilke ogsaa Judas Rige tages med, dernæst (Kap.2,6 til 9,10) forkynder han Dommen over Israels Rige for dets skændige Ugudelighed. Bogen slutter (Kap. 9, 11 til 15) med en herlig Forjættelse, saaledes som Solen skinner mildt og venligt frem, efter at Tordenvejret har haft sin Tid.
Profeten Amos anføres to Gange i det nye Testamente, nemlig i Ap.G.7,42, hvor Amos 5,25 nævnes af Stefanus i dennes Vidnesbyrd, før de stenede ham, og i Ap.G.15,15-17, hvor Forjættelsen i Amos 9,11-12 bliver taget frem af Jakob, Herrens Broder.
Vor Tid med al dens Slaphed og Løshed trænger til at høre et Vidnesbyrd som det, Amos har at bære frem. Herren give os med ydmyge Hjerter at lytte til hint gamle, frygtløse Vidnes Forkyndelse!
|